Morgenluften var denne februar morgen frisk, kølig og dejlig ren. Jeg befandt mig i en af de flotte dale i de italienske alper – Valle d’Aosta. Vandrestøvlerne var snøret godt til foden og der var mad og drikke i rygsækken. Min guide, som også er min gode ven og alpeguide, havde planlagt en spændende vandretur op ad et af de bjerge der udgør den sydlige del af alperne.

Turen tog sit udgangspunkt i en af Aosta dalens sydlige byer – Lillianes. En mindre by, der faktisk er beliggende i en af Aosta dalens alpedale, nemlig den der hedder Valle Di Gressoney. Byen har alle de meget typiske italienske alpehuse, floden Lys som en markant aktør der løber gennem både byen og dalen og en af de smukke romerske broer, der er flere af i de her små byer.  Vandreturen startede midt i denne alpeperle, og gik 15 km op gennem bjergene med ca. 700 højdemeter, for igen om nogle timer, at ende samme sted.

Valle d’Aosta er Italiens mindste alpeperle med Mont Blanc, Matterhorn og Gran Paradiso som kulisse. Oplev Aostas romerske ruiner, Forte di Bard og Skyway-kabelbanen, eller ski i Courmayeur/Cervinia om vinteren og vandring i Gran Paradiso om sommeren.

Vandreturens første stykke gik langs floden Lys. Stien fulgte bjergsiden syd, passerede små men også forladte alpehytter. Som hver en kaldte på at blive taget i brug, og hvor der i hver eneste kunne skabes den flotteste alpeidyl. Efter et par km. tog stien en brat sving til højre, for at begive sig direkte op af bjerget. Vi var begyndt på vores opstigning.

Opstigningen

Det fascinerende ved denne opstigning var stien og ikke mindst hvordan naturen bare sendte os den ene fantastiske udsigt efter den anden. Stien var nogle gange ren græs, og andre steder klippe for helt andre steder, at være ældre anlagte trappetrin. Trappetrin der dog lignede, at de altid havde ligget der.

Ingen trin lignede de andre, og de mørkegrå sten lå på en snuet snor, som bare forsatte op. Nogle steder var der langt ned på ens højre side, og andre steder gik man mellem gamle stenvægge, der har været brugt til at holde hyrdernes dyr opdelt.

Trinnene var ikke lagt der for turisterne, men lagt netop der, for at den arbejdende hyrde nemmere kunne bevæge sig op og ned til sine dyr. Men der var også en anden grund. For halvt oppe på bjerget lå en mindre samling huse med navnet Chemp – Villaggio d’arte.

Kunstnerbebyggelsen Chemp

Chemp var indtil år tilbage forladt. Men en meget kreativ sjæl købte sig ind i nogle af husene, og begyndte så at placere hans egne træudskæringer, små som store, rundt blandt husene. Den lille samling af huse gav de smukkeste små gyder, sammenbyggede huse og snurrede trapper.

Efter et hyggeligt ophold i Chemp, gik turen videre. Den forsatte et stykke på skiftevis stier og anlagte veje. Når man bevæger sig væk fra alfarvej, oppe i bjergene i alperne, bliver man overrasket over infrastrukturen. Der er gode muligheder for at komme langt op i bjergene, bare ved at lade sig transportere i bil. Men gør man det, så oplever man dog ikke de krogede stier, de små vandposter eller bare de flotte udsigter.

Vi nåede vores tophøjde på 935 meter ved en gammel vandmølle. Højdemæssigt er 935 meter ikke det store i dette område. Men man er langt oppe, når man står der og kigger ned.

Vi traverserede nu tværs over bjerget, for igen at begynde nedstigningen mod en af de mange perler på bjergsiden, nemlig byen Perloz.

Perloz

Vejen ned til Perloz, gik gennem samlinger af huse, små byer og så nogle meget glatte stier. Grundet årstidens våde nedbør, udfordrede det vores ellers “flotte” nedstigningsteknik. Vi endte i stedet med, at gå ned ad i en noget dansende gang. Her kom de medbragte vandrestave, virkelig til sin ret.

Perloz er en af de slags byer, man kan se oppe på bjerget, når man kører ned gennem Brennerpasset, for at komme på ferie ved Gardasøen. Dog ligger Perloz i en hel anden del af de italienske alper, et sted i ro, uden store gennemkørende motorveje.

Vi ramte Perloz efter den noget sketchy og glatte nedstigning. Turen ned blev krydret med nogle hunde, der ikke syntes vi skulle gå på deres sti.

Perloz er en af de der idylliske byer, der ved første øjekast ikke syner det store. Den ligger et stykke oppe på bjergsiden i 700 meters højde, og har en lille gennemkørende vej.  Når man kommer gående og lidt bagfra ind i byen, åbner den sig pludselig op.

I den bagerste del af byen er der små stræder, hvor man kun kan komme dertil ved at gå. Små flotte gamle italienske postkasser, bygninger der er bygget over strædet, og så de flotteste stenvægge.

Vi gjorde holdt ved kirken i byen, hvor vi indtog frokosten. En lille kuriositet viste sig ved kirken. Der står en vandpost, hvor vandet opsamles i et stenkar. I dette stenkar, har man ved den meget prægtige kirke udsat guldfisk.

Dramatik til det sidste

Turen videre bød på turens meste dramatiske nedstigning, men også den smukkeste. Uden det dog helt er muligt at skallere på hvad der var smukkest. Vi skulle ned igennem en kløft, hvor stien fulgte bjergsiden rundt og nedad. Det betød, at vi bevægede os på bjergsiden hele vejen ned til bunden.

Vi havde derfor konstant et fald direkte ned på vores højre side på mellem 100 – 150 meter. Det var en fantastisk oplevelse, at følge stierne bygget af sten, og bygget som en alfarvej i gamle dage. Vi blev ført direkte ned til en gammel middelalder bro, som i et andet Game of Throne afsnit, skulle føre os over floden Lys.

På den anden side af broen ventede en stigning op til kirken i Tour d’Hereraz. Stigningen var drabelig, men heldigvis ikke længere, end den var slut, før pulsen stikker af med hjertet. På toppen ventede en længere vandretur op gennem dalen, hvor vi fulgte noget af den samme sti, som vi startede på. Før vi ved af det, når vi Lillianes og en fantastisk lille alpevandretur i februar tager sin ende.

Denne vandretur er valgt for sin udfordrende natur, de flotte udsigter, og så den fantastiske vandrestemning. Valle d’Aosta eller Aosta dalen på dansk, giver mulighed for mange flotte vandreture. Og det er både om sommeren, men også som her i yderperioderne af vinteren. Er man der i vintersæsonen, er det nok for at stå på ski i områderne omkring Monte Rosa og de andre kendte skisportsområder i bunden af dalen. Men der er altså også mulighed for vandring.

Lidt praktisk

Turen er 15 km. og tager ca. 4 timer i roligt snakke tempo. Turen går op og ned, og har sammenlagt en elevation på 700 højdemeter.

Søger man på Lillianes i Aosta dalen, er der flere gode muligheder for overnatning. Man kan flyve til Milano Malpenza, og så er der ca. små 2 timer i bil.

Et mikroeventyr

Giv turen og dalen en chance om sommeren, og lad dig ikke narre. For de små mikroeventyr, og de store eventyr ligger lige lidt op ad bjerget. Det er bare at lede efter dem, eller kontakte nogle af de guider der er i området. På den tur vi gik, kan man overnatte i Lillianes, og så tage en ny vandretur et andet sted, dagen efter.

Har man brug for en hviledag, er der ikke langt til Torino, eller Milano for den sags skyld. Eller man kan fx tage til Forte Di Bard, som er en flot borg og tilhørende bydel, som først er skrevet om i 1034, og som er kendt for både at blive indtaget af Napoleon og Marvel superhelte.

Du kan se mere om Aosta dalen via dette link – Valle d’Aosta.