Der stod jeg ved den største af de elve, jeg skulle krydse på min tur over det islandske højland – en blålig gletsjerelv, der brusede forbi som en motorvej af iskoldt vand, med så stærk en strøm, at det var umuligt at se, hvor dyb den var, men jeg skulle videre, så støvler og sokker røg af, og jeg gjorde mig klar til at vade over.

Nogle dage tidligere havde jeg stået i langt mere trygge omgivelser hos min onkel på Selfoss Island. Her pakkede jeg min Trek Farley 5 fatbike ud af kufferten, samlede cyklen, monterede Topeak-taskerne og fik ordnet en uventet punktering i baghjulet, inden turen over højlandet overhovedet var begyndt.

Jeg havde i årevis drømt om at krydse Island på cykel, og planlægningen var gået i gang et halvt år før. Overvejelser omkring cykel, taskesetup, telt, sovepose, mad og ikke mindst, om jeg kunne få nok energi undervejs til at holde kroppen i gang på lange, kolde dage.

Ruten lagde jeg sammen med min islandske ven Gudmundur: fra Selfoss mod indlandet, forbi Hekla. Op på højlandet via Sprengisandur, den gamle forbindelsesvej mellem syd og nord, hvor man før i tiden red hurtigt over det øde sand mellem gletsjerne Hofsjökull og Vatnajökull. Området var kendt for sine sagn om spøgelser og trolde.

Dejlige veje

Vejen skiftede hele tiden karakter – fra fin, hårdtpakket grus til strækninger med løse sten og dybt, sort sand. Højden steg langsomt steg fra havniveau ved Selfoss, til omkring 700 meter over havet, og holdt sig der hen over det åbne højland.

De første aftener slog jeg teltet op i små lunde med græs og en sky af mikroskopiske fluer, der krøb ind i alle åbninger. Mens jeg spiste aftensmad gående rundt, fordi fluerne havde svært ved at følge med. Det var først da regnen kom, at jeg for alvor fik fred.

Senere, da jeg nåede længere ind i højlandet, blev landskabet mere øde: sorte sandflader, snepletter og udsigt til gletsjere som Hofsjökull. Jeg fulgte de lange, øde grusveje og genkendte områder fra tidligere fisketure ved Þórisvatn, nu ankommet på cykel i stedet for i jeep.

Sprengisandur

Sprengisandur viste sig hurtigt at være en smuk, men hård ven. Vand var der meget af, men ikke altid, når man har brug for det. På en af dagene kørte jeg over 50 kilometer med kun halvanden liter vand. Jeg havde i min uvidenhed sprunget en tidlig flod over af hensyn til vægten – det var en fejlvurdering. Den kostede mig både kræfter og koncentration – og våde sko.

Ved den næste større flod gik jeg for første gang imod mine egne rutiner, og forsøgte at cykle over med støvlerne på. Jeg endte midt i elven med iskoldt vand fosende ned i støvlerne. Det var en helt ufarlig, men meget lærerig påmindelse om, at udmattelse og væskemangel hurtigt giver dårlige beslutninger.

Midten af midten

Nyidalur dukkede op som et lille stykke luksus midt i ødemarken. To store hytter ved foden af Tungnafellsjökull, rangerstation, varmt bad, tørre køjer og så en varm ovn. Her fik jeg varmet kroppen, siden kogt en pose pasta, og langsomt fik jeg varmen og energien tilbage.

En nat i en tør seng, mulighed for at tørre støvler og tøj og en smule socialt liv med andre rejsende gjorde underværker. Hytterne ligger midt i et af de mest afsidesliggende områder på hele ruten over Sprengisandur.

Gletsjerelv

Næste dag allerede få hundrede meter efter Nyidalur, stod jeg ved den gletsjerelv, der havde givet mig flest tanker i min planlæging. En bred, blålig strøm fra Hofsjökull, kendt som en af de sværeste overkørsler på ruten. Jeg skiftede til flodtøfler, afmonterede taskerne på cyklen og gik floden over tre gange. Jeg bevægede mig sidelæns og let op mod strømmen, med vand til over knæene. Strømmen tog fat i benene, men uden dramatik, blot iskoldt, dybt, koncentrationskrævende og samtidig utrolig livsbekræftende.

Lidt længere fremme ventede endnu en gletsjerelv fra samme ismassiv. Denne gang lettere at forcere, men stadig med den nagende tanke i baghovedet om, at for meget smeltevand kunne gøre floderne ufarbare og tvinge mig til at vende om. Dagen bød også på kraftig vind, så selvom turen gik med Hofsjökull i horisonten, og storslåede udsigter, krævede det fuld koncentration at holde cyklen på sporet i side- og modvind på de højtliggende grusveje.

Varme kilder

Senere nåede jeg frem til Laugafell, hvor en stor naturlig varm kilde har været brugt som badebassin siden 1800-tallet. Efter en dag med storm og langsom fremdrift, var det ren lykke at kunne synke ned i det varme vand og snakke med rejsende i pølen fra Tyskland, Schweiz, Holland og Island.

Natten i Laugafell blev en pause, før den hårdeste dag ventede. Det var en lang etape ud af højlandet med temperaturer omkring frysepunktet, regn, stærk modvind og kun få kilometer i timen de første mange timer. Inden en vild nedkørsel på omkring 900 højdemeter førte mig ned gennem en fjord med fosser og brølende floder på vej ud af Eyjafjördur mod Akureyri.

Akureyri

Akureyri markerede overgangen fra øde højland til civilisation, men turen var ikke slut. Jeg skulle videre mod byen Siglufjördur i nord, hvor min familie har rødder. Vejen derop gik gennem lange tunneller, og jeg vurderede, at dem ville jeg ikke cykle igennem. Så jeg slog teltet op på campingpladsen i Akureyri, ventede på bussen og lod mig transportere gennem tunnellerne, før jeg igen cyklede det sidste stykke ind til Siglufjördur.

I Siglufjördur tilbragte jeg nogle dage i min onkels sommerhus, gik i svømmehallen, spiste fisk, vaskede tøj og lod kroppen komme sig, før den sidste etape sydpå ventede. De sidste cirka 100 kilometer til Sauðárkrókur foregik på asfalt i tung tåge. Der var ikke de store udsigter, men til gengæld fik jeg følelsen af, at eventyret langsomt rundede af. Et eventyr jeg længe havde haft liggende i tankerne. Jeg fangede bussen tilbage mod Reykjavik og sluttede turen med familiehygge.

Gør det igen

I alt endte turen på godt 500 kilometer og omkring 4.500 højdemeter, fyldt med flodkrydsninger, storm, kulde, varme kilder, sorte sandørkener og små oaser af komfort i hytter og badebassiner.

Oplevelsen på fatbiken levede fuldstændig op til den drøm, jeg havde gået med i mange år. At krydse Island med egen kraft, være tæt på naturen, møde hjælpsomme mennesker, der tilbød vand, chokolade, og mærke hvordan den slags dage sætter sig fast i kroppen – så meget, at jeg allerede planlægger at tage afsted igen, og måske bliver du en dag en del af følgeskabet.